Mere om sikkerhed

Sikkerhed kan også misforstås!

På grund af astronomers og øjenlægers advarsler om, at man kun skal se på Solen under sikre forhold, er rigtig mange desværre blevet så forskrækkede, at de snyder sig selv og deres børn for denne helt fantastiske naturoplevelse.

Mange er kommet til at tro, at Solen er EKSTRA farlig under en solformørkelse, men der er ikke rigtigt.

I 1999 var der en delvis solformørkelse, som var lige så stor som den i 2015. Før formørkelsen i 1999 udsendte det jordanske sundhedsministerium en ordre om udgangsforbud imens Solen var formørket. Det betød, at befolkningen trak skodderne for, og børnene blev holdt inde i skolerne.

I Danmark var der flere eksempler på, at forældre forlangte, at deres børn blev holdt inden døre i skolen eller fritidsordningen under formørkelsen, og det krav blev så fulgt af pædagoger og lærere.

På andre skoler, hvor man havde kontakt med eksperter på formørkelser, stod pædagogerne i et svært dilemma, selvom de havde anskaffet sig sikre solfiltre til børnene. På en skole i Østjylland løste man problemet ved, at en pædagog tog to børn ved hånden, gav dem ordre til at lukke øjnene, og så løb de tre et stykke ud i skolegården. Her beordrede pædagogen så "Briller På" - "Se op" - "Se ned" - "Briller Af", og så løb man ind igen mens børnene havde lukkede øjne. Derefter var det turen for de næste to børn, og sådan blev man ved, indtil alle, som havde lyst,  havde set formørkelsen.

                         

Samtidig stod en mængde af de ældre elever sammen med en mere kyndig lærer i en anden skolegård på den samme skole, og oplevede hele forløbet; naturligvis udstyret med sikre solfiltre eller solformørkelsesbriller.

Også under den delvise solformørkelse 20. marts 2015 var der mindst een skole i Østjylland, hvor eleverne fik besked på, at de ikke måtte gå udendørs under formørkelsen, fordi de ikke havde fået anskaffet filtre eller briller i tide. Der var også en skolepige, som ikke ville ud i frikvartererne, fordi hun havde fået opfattelsen af, at Solen ville give hende forbrændinger og skader under formørkelsen.

Så lad os lige understrege igen-igen:

Det er altid farligt at se mod Solen.

Det er ikke ekstra farligt at se mod Solen under en solformørkelse.

Det er altid ekstremt farligt at se mod Solen igennem kikkerter og kameraer.

Øjets nethinde med skade fra solen. Denne mand blev blind i 1966

BBC News

Der er to måder at sikre sig på:

Brug godkendte solformørkelsesfiltre (bedst til børn) eller solformørkelsesbriller, eller sørg for at være sammen med en ekspert, som så kan vise dig Solen i en særligt sikret solkikkert.

Under sikre forhold kan det blive en oplevelse, du husker resten af livet.

Nogen gør så mere ud af erindringen end andre!